|
26 Køleskabet var tomt, så vi gik ud og fik morgenmad på en cafe. Det var hyggeligt, og de havde flere forskellige glutenfri retter at vælge imellem. Vi vælger marokansk æggeret. Da vi får serveret, bliver Pernille mistænkelig. Vi tjekker, og de har givet os almindeligt hvedefyldt brød. De undskylder og kommer med noget glutefri brød. Vi tjekker, om pølserne i æggeretten nu også er glutenfri, og det skulle de være. Vi går i gang med at spise, hvorefter kokken kommer rendende med beskeden om, at de alligevel ikke er glutenfri. De tilbyder at lave en ny omgang til os, og det vil vi gerne have. Da maden kommer opdager vi, at det glutenfri brød er muggent. Kokken hiver fat i tasken og løber ud efter nye forsyninger. Hun kommer tilbage med beskeden om, at de 2 bagere i byen er udgået for glutenfri brød. Hun undskylder mange gange og mener det! Vi får halvdelen af pengene retur. Maden bliver halvkold, men det smager godt. <  Da vi udvekslede gode råd med Maiken og Per, fik vi anbefalet at besøge en strand, hvor der er en del muslingeskaller, der er meget smukke. Vejen til stranden skulle være en gammel sti bag pingvincenteret. Det tog lidt tid at finde stien, og da vi fandt den gik det op for Monica, at stien løber langs kysten men oppe i højderne. Og det er jo ikke så populært. Så fra at presse på for overhovedet at bruge tid på at finde stranden, synes Monica lige pludselig ikke, at det var så vigtigt at fortsætte den vej. Sjovt nok virkede det lige omvendt på Pernille. Lige pludselig blev det hele meget mere interessant. Monica tog sig sammen nok engang, og stien viste sig heldigvis at være rimelig bred det meste af vejen. Merle traskede bare derudad og alt for tæt på kanten, synes Monica! Vi fandt stranden og en hel del skaller. Det var en rigtig god oplevelse.     Vi vælger at køre lidt videre nordpå til byen Timaru for at spise frokost. Det var en dårlig beslutning, for der var ikke noget interessant at finde. Vi fortsatte videre til en lille by, Temuka, som viste sig at være et hul. Alle cafeer og restauranter havde lukket midt på dagen. Så vi måtte finde et supermarked og handle ind, før vi kunne spise tiltrængt frokost i camperen. Herefter tog vi et langt stræk til campingpladsen i Christchurch. Naturmæssigt var der intet at skrive hjem om på det stræk. 27 Dagen tilbragte vi på campingpladsen. Vi trængte alle til en pause. Merle fik lov at bruge computeren og brugte den halve dag på at spille computerspil på nettet og til at se ”Min funcky familie”. Derefter fik hun flere timer i den opvarmede swimmingpool med rutchebane. Her mødte hun to danske piger på 10 og 12 år, som gerne ville lege med Merle. Det gik resten af aftenen med, og det var dejligt, kunne vi se. Theo havde også behov for en rolig dag. Han er blevet så stor, og hans behov er nu anderledes. Han nød godt af at have tid på madrassen til at træne at kravle og at sidde. Pernille tog ham også over i opholdsstuen, hvor gulvet er hårdt. Her er det tydeligvis nemmere for ham at komme op på alle fire. Til gengæld slår han sig lidt, når han falder ned på hovedet. Vi fik også vasket en masse tøj. Vejret var rimeligt og blev bedre op ad dagen, så det meste nåede også at blive tørt. Og så fik vi også ordnet billeder. Det var helt nødvendigt, for alle hukommelseskortene var fulde. Og vi fik skrevet lidt i rejsedagbogen, så vi fik indhentet lidt af det forsømte. Sådan en dag er alt for kort. 28 Vi troede, at vi skulle af sted til Kaikoura for at se hvaler, men vejret var dårligt, og vejrudsigten nedslående, så vi søgte råd på campingpladsens kontor. De undersøgte mulighederne for os og fortalte, at det umiddelbart så ud til at blive dårligt vejr de næste tre dage. Vi havde også Akaroa i spil, for det er et område, vi også meget gerne vil se. Men det kræver også godt vejr. Vi tog derfor beslutningen om at blive på campingpladsen yderligere to dage. Dagen efter ville vi bruge på en togtur, som vi havde fået anbefalet meget varmt. Men denne dag fik Merle lov til at bestemme, hvad vi skulle. Tilbuddene gjaldt Christchurchs kulturliv, og Merle valgte, at vi skulle i det antarktiske center. Det var et godt valg, for vi fik lang tid til at gå her.   Der var bl.a. et rum med rigtig is og sne, og hvor der hver ½ time var en storm, som fik temperaturen ned på minus 18 grader. Det var koldt!!   Der var også nogle pingviner, som blev fodret mens vi kiggede på. Det var blå pingviner og lidt snyd, for de lever ikke på Antarktis, men de repræsenterede deres fætre og kusiner derfra.  Og så kom vi ud og køre på en vild tur med en Hägglund, dvs. et svensk militærkøretøj, som bruges på Antarktis. Det ligner et tusindben, når det kører, og det kan køre op ad meget stejle bakker og med en hældning på 31 grader. Det kan også køre i vand og det kan flyde. Vi prøvede det hele, og Merle prøvede det to gange. 
Om aftenen ringer vi hjem til mormor og ønsker tillykke med de 80 år og synger fødselsdagssang.
|
2055 gange
2009-03-04 11:19:21
28. ud af 37 indlæg
Tilføj kommentar
Vis kommentarer (10 stk)
Forrige
New Zealand
2008-12-02
