Chokolade og pingviner

Herefter kom der en gruppe på 10 pingviner, som alle vraltede op ad stranden til buskadset. Vi ventede på flere, men der sket ikke så meget mere. Pernille og Merle frøs og gik med Theo hjem. Monica ville have det hele med og blev belønnet. Det var blevet for mørt til at se stranden, så i stedet gik Monica hen til buskadset. Her kom en pingvin vraltende. Der kom nogle turister til, som gik ret tæt på den. Det skræmte den, og derfor vendte den om og stoppede mindre end 20 cm fra Monicas sko. Monica stod helt stille og turde ikke røre sig for at undgå at skræmme den og træde på den. De blå pingviner er ret små. Da pingvinen havde sundet sig gik den rundt om Monicas ben og fortsatte sin vandring mod sin rede. Det var en fed oplevelse. Klokken var nu efter 22 og turen gik hjemad. Monica kørte. Vi huskede, at vejen ud var ret snoet, og da der var en alternativ vej ind over halvøen, besluttede vi os for at tage den. Det skulle vi aldrig have gjort. Vejen førte os op ad høje bakker uden rækværk med smalle veje, som visse steder kun var en vejbane, mens det regnede og var så tåget, at vi kun kunne se få meter frem. Her fik Monica virkelig sin ilddåb mht. at køre i højderne, og hænderne var helt fugtige og temperaturen høj. Sikke en dag!

25    Det regner desværre stadig, og det betyder, at vi ikke tager ud på den gåtur langs stranden og gennem tunneller, som Pernille ellers har fundet frem til os. Det lød eller spændende, men 1 times gåtur i regnvejr orker vi ikke. Det er jo umuligt at få tøjet tørt igen. I stedet kører vi direkte til verdens stejleste beboede gade, Baldwin Street. Theo sover, så vi deler os. Der kommer heldigvis et ophold i regnen, netop som vi går turen. Først tager Merle og Monica turen op og ned igen.

 

Bagefter er det Pernilles tur, og Merle er frisk på en tur mere. Hun er sej. Merle får efterfølgende et bevis på, at hun har besejret gaden. Turen går videre nordpå, og på et tidspunkt holder det op med at regne – endelig lysner det. Vi spiser frokost i Moeraki på Fleurs restaurant, som Lonely Planet har anbefalet som sydøens bedste. Det må vi selvfølgelig også være med til at bedømme. Restauranten er meget ydmyg, og vi ville have overset den, hvis ikke vi vidste bedre. Men her går man op i det gastronomiske og ikke så meget omgivelserne. Det er faktisk helt afslappet. Maden er lækker, og der er meget af den. Det blev en god pause i en lang dag.

 

Lidt nord for byen ligger Moeraki Bolders, som er runde sten, som formes af klipperne. Nogle er på vej ud af klipperne, men de fleste ligger ude i vandet. Da vi kommer dertil, er det ved at blive højvande. Derfor skal Merle time sin bestigning af stenene for ikke at gøre det til en badetur med tøj på! Vi er også ved at blive fanget ude ved stenene, men vi når tilbage tørskoet. Stenene er imponerende runde, så det er sjovt at se.

 

Vi skal helt til Oamaru. Der er en guløjet pingvinkoloni på en strand udenfor byen, og vi tager dertil. Der er udkigspunkter højt oppe over stranden, og vi synes egentlig, at vi har et godt udsyn. Heldigvis står vi tæt på en naturvejleder, som holder øje med pingvinerne, og vi spørger ham, hvad vi kan forvente. Han fortæller, at det er sidst på sæsonen, så de fleste unger har forladt reden. Der er måske en enkelt eller to tilbage, så hvis vi er heldige, vil vi se to-tre pingviner komme hjem til stranden. Han låner os en kikkert, og peger, så vi kan se den pingvin, som faktisk allerede er kommet hjem og som står og sunder sig midt på stranden. Det kan vi ikke se med det blotte øje, så lille er den, og så langt væk er vi. Mens vi slås lidt om kikkerten kommer den næste pingvin hjem. Den er også langt væk, men kikkerten er god. Og så kommer den tredje og sidste pingvin hjem lige nedenfor, hvor vi stod. Den kunne vi meget bedre se og følge, mens den vraltede op ad stranden. Det var sjovt at se. Merle gad ikke se så meget, så vi forlod pingvinerne og fandt campingpladsen. Nu var det også blevet sent.