Kr. Himmelfartsferie d. 17-20. maj 2007 (27)

Rejsedagbog

I Schweiz er Kr. Himmelfartsdag også en helligdag, og Allan havde både fri om torsdagen og fredagen, så det betød, at vi havde god tid til få oplevet noget sammen.

Torsdag

Jeg havde i Basel avisen læst, at der skulle være ”Schwingertag” i Basel torsdag. De fejrede samtidig deres 100 års jubilæum. ”Swingen” er en variant af brydning, der er meget schweizisk specialitet. Det er en ”stor” nationalsport i Schweiz. Det er en tvekamp mellem to kraftige folk med sine egne regler, greb og sving. Efter hver omgang får vinderen og taberen point. Der bliver brugt en pointskala fra 8-10. Den ”schwinger” (bryder), der til slut har højest pointscore har vundet.

Den bedste bryder bliver kaldt ”die Bösen” og deltager i mindre og store schwingfester rundt omkring i Schweiz og kåres hvert 3. år til ”Schwingerkönig”.

I det 19. århundrede bragte mindeværdige schwingfester og ambitiøse sportslærer ”schwingen” ind i byerne. Derved opstod der af det oprindelige spil mellem hyrde og bonde en nationalsport, der omfattede alle lag. I de sidste par år har schwingfester opnået en høj popularitet.

Vi blev enige om at tage derhen, og vejret var ikke for så godt, så det passede fint at tage til vores første schweiziske schwingerfest. Det foregik på et stort græsområde midt i Basel.

Inden ”schwingen” kunne starte, skulle der lige vises nogle køer og heste frem for publikum. Det er sikkert også en tradition, men de sagde ikke lige hvorfor (eller også forstod vi ikke, hvad de sagde).

Her ses køerne, der bliver trukket rundt i manegen, mens bryderne gør sig klar i baggrunden:

Vi tog plads på nogle små, lange bænke lige ved et af kampområderne. Hver brydekamp foregår på en rundkreds, der er lavet af savsmuld. Der var 5 kampringe, og vi sad utrolig tæt på den ene af ringene, så vi havde fin udsigt til at se, hvad der foregik, og hvordan de kæmpede.

Hver bryder tager inden kampen et par shorts på, der er lavet af groft lærredmateriale (det minder nærmest om en sæk), og strammer shortsene ved hjælp af et bælte.

Det starter med at tage fat i hinanden i shortskanten og i bæltet, som det ses her på billedet:

Det gælder så om at svinge eller kaste modstanderen rundt og den, der får modstanderen ned på ryggen i savsmulden har vundet.

Her ses et forsøg på at få modstanderen ned på ryggen:

Og her der det næsten ved at lykkes for den øverste bryder at få den anden ned på ryggen:

Indimellem var der et andet schweizisk indslag med sang og musik bl.a. fra disse alpehorns spillere:

Her er endnu én kommet ned i savsmulden, han vender dog lidt forkert:

Det var meget sjovt at opleve ”schwingen”, som jo er meget schweizisk, og man må sige, at de går op i deres sport. Tilskuerne heppede og jublede på deres sportsudøvere. Der var stillet festtelt op, som var fyldt med mennesker, der hyggede sig med mad og øl, rødvin osv. Der var kageboder, hvor man kunne købe hjemmelavede kager. Der var stillet grills op, hvor man kunne købe pølser osv. Vi havde en sjov og hyggelig eftermiddag sammen med de ”indfødte” schweizere.

Fredag

Der var udsigt til godt vejr fredag, så vi bestemte os for at tage en tur i ”Europa Parken” i Tyskland. Der var vi tidligere i efteråret med Sannes søster, mand og børn, og det var alle tiders tur. Der kan man sagtens komme flere gange, da man ikke kan nå at se og prøve det hele på en dag, og parken er utrolig flot tilplantet med blomster osv.

Da vi kun var os to, fik vi prøvet en masse og kunne også få tid til at se et isskøjte-show, der var utrolig flot.

Her er et billede fra parken med nogle af de flotte blomster:

Parken gør meget ud af, at der er flot og hyggeligt, som det ses her:

Vi så et Isskøjte-show, der var utrolig flot. Skøjteløberne var meget dygtige, og kostumerne var flotte og imponerende. De viste akrobatik og dans, og det var bestemt besøget værd.

Her ses nogle af skøjteløberne på isen i deres flotte kostumer:

Så kom der også kulisser på isen:

Afslutningsstykket var utrolig flot, og pigerne var iført disse smukke kostumer:

Så var vi ude i parken igen, hvor der lige kom et optog forbi, og her stod Schweiz for tur:

Og så var der fine prinsesser:

Den vildeste og sjoveste attraktion i parken er den rutsjebanen ”Silverstart”, der straks ses og høres, når man parkere bilen, da den kører helt ud over parkeringspladserne. Så kan man gå og vurdere, om man nu tør prøve den, mens man går mod parken. Den ser meget frygtindbydende ud. Det er Europas højeste og største rutsjebane. Det højeste punkt på rutsjeturen er 70 m, og kan køre op til 130 km/t. Centrifugalkræften er optil 4g. Det er en rutsjebane, der MÅ prøves. Vi prøvede den kun en gang, da der var lang ventetid til denne attraktion.

Her ses det højeste punkt på rutsjebanen, hvor det lige er begyndt at gå ned af for deltagerne:

Her ses noget af rutsjebanen lidt længere væk:

Det var igen en sjov tur i parken, og vi fik prøvet en masse sjove og vilde ting. Og vi nød at gå rundt i det gode vejr i denne flotte park med alle blomsterne osv.

Søndag

Vi havde gennem Sannes far hørt, at der ligger en meget flot borg, Haut-Koenigsbourg i Alsace området nord for Colmar i nærheden af Ribeauvillé. Vi blev enige om at tage hen og besøge borgen, og så koordinere det med vinindkøb på vejen hjemad.

Turen til borgen var utrolig smuk og gik igennem små franske landsbyer og op i bjergene. Borgen ligger på et bjergfremspring i 755 m højde, der i fortiden lå ved korsvejen for vigtige handelsveje: mel- og vinvejen (fra nord mod syd) og salt- og pengevejen (fra vest mod syd).

Borgen blev under Trediveårskrigen angrebet af svenskerne og kaptajn Phillipe af Liechtenau modstod svenskernes angreb i over en måned. Men slottet endte med at blive plyndret og nedbrændt.

Herefter lå det forladt hen i mere end to og et halvt århundrede. I 1865 indgik det i Sélestats’s besiddelse og blev foræret til den tyske kejser Vilhelm II af Hohenzollern i 1899. Han begyndte at restaurere borgen og færdiggørelsen og opkøb af kunstsamlinger fortsatte frem til 1918. Kejser Vilhelm II’s formål med restaureringen var at gøre det til et middelaldermuseum, og han ønskede at slottet skulle være et symbol på det genopståede kejserdømme og den tyske fortid i Alsace.

Ved Versailles-traktaten i 1919 fik Frankrig overdraget den tyske krones ejendomme og overtog dermed Haut-Koenigsbourg.

Her ses indgangsporten til Haur-Koenigsbourg m Tierstein-familiens våben over indgangen:

Her ses et af de flotte værelser i borgen:

Her ses noget af borgen ned mod indgangsporten:

Som det ses her på billedet var borgen imponerende og udsigten fra borgen flot:

Har ses Allan foran en af de store kanoner, der stod i borgen:

Jeg havde tilfældigvis læst, at der lå et ørnereservat (La Volerie Des Aigles) i nærheden Haut-Koenigsbourg. Vi prøvede at køre dertil, da der skulle være daglige shows med ørne.

Ørnereservatet blev oprettet i 1968, og deres mål er at skabe opmærksomhed om bevarelse af de store rovfugle og vigtigheden af at bevare ørneartens forskellighed. Ørnereservatet har hjem i en gammel borg ved Klintzheim. Mange af fuglene er født i fangenskab og man har avlet ørne i over 20 år, og har stor erfaring i det.

Der er flere gange om dagen et ørneshow, hvor man kan se ørnene i det fri. Fuglene er blevet trænet til at blive vist for publikum og ikke være bange for mennesker. De bliver trænet i at komme tilbage til deres træners handske, når de bliver bedt om det. Nogle af fuglene flyver meget langt væk op i luften, og skal samtidig kunne kende dens træner blandt publikum.

Vi var så heldige, at dagens første ørneshow gik i gang 30 min efter, at vi ankom. Så vi kunne nå at se fuglene tæt på, inden showet gik i gang. Der var rigtig mange forskellige arter, og det var meget sjovt at kunne komme så tæt på dem.

Her ses en ”American sea eagle” (Bald eagle), der er en utrolig flot ørn. Den har et vingefang på over 2 m., og det er en af de største af ørnearten:

Her ses en grib:

Her ses borgen Klintzheim, og man må sige, at det er det perfekte sted til et ørnereservat:

Denne ”Imperial Eagle” blev også sat fri, og fløj højt op i luften, indtil den fik besked på at komme ned til træneren. Det foregår i et styrtdyk fra fuglens side. Det er meget imponerende at se. Her er den ved at lande hos træneren:

Her ses en af ørnene komme flyvende tæt over jorden:

Gribbene er trænet til at flyve tæt over hovederne på publikum, og det gjaldt om at dukke hovedet ind imellem:

Her fanger en ”african sea Eagle” en godbid i det lille bassin på billedet. Den dykker ikke efter fisk i vandet, den fanger kun fisk der svømmer nær overfladen og fanger dem med fødderne:

Denne ”Egyptian Vulture” var et sjovt indslag i showet. Den er den mindste grib i verden. Der blev sat et stor æg foran fuglen. Da den ikke er ret stor, og ikke fysisk i stand til at brække skallen på ægget, søger den i stedet for efter et redskab, den kan bruge til at knuse skallen. På billedet har den taget en sten i næbbet for at knuse skallen med denne. Den er ikke trænet til dette, det er et af de vilde dyr, der bruger et ”værktøj” til at løse et problem:

Dette ørnereservat er bestemt et besøg værd. Og det var meget sjovt og imponerende at se disse fugle i action.

Bagefter kørte vi en tur til Ribeauvillé, da vi igennem Sannes forældre har hørt, at det skulle være en hyggelig by. Det vidste sig også at holde skik, som det kan ses på de efterfølgende billeder. Vi fik også købt noget godt hvidvin med hjem herfra, så det var jo alletiders.

Her ses noget af gågaden med en borg i baggrunden.

Der var også mange rigtig flotte gamle huse, som det ses på de næste par billeder: