De første dage på Sydøen - Picton

Rejsedagbog

½                   Vi starter dagen med at skype med mormor, som vi gør hver søndag morgen. Det er dejligt. I dag er vi så heldige at William også deltager, og vi får også hilst på Magnus. Merle tager sin nintendo med hen til Oscar. De tager heldigvis en lang morgen på campingpladsen. Vi har planlagt en 2½ times eftermiddagssejlads i Marlborough Sounds, som er fjordområdet bl.a. omkring Picton. Vi inviterer Oscar og Anton med, men de har planlagt fisketur fra havnen. De inviterer i stedet Merle med, og det vil hun hellere. Pernille, Monica og Theo tager sejladsen selv, og idet vi sejler ud af Picton, råbes vi op af Merle og Oscars familie, som stod og fiskede udenfor havnen (de små prikker til venstre på billedet).

 Det var hyggeligt, og Merle så meget glad ud. Hun fik levet legekammeratlivet fuldt ud denne dag, og faldt i øvrigt nemt ind i Oscars familie. Moren fortalte efterfølgende, at de 3 børn bare havde hygget sig, og at hun havde nydt lidt pigeselskab i en drengefamilie. Pernille og Monica nød sejlturen rigtig meget. Der var utrolig smukt, vejret var varmt og vinden ligeså. Skibet stoppede på et tidspunkt i et marinereservat, dvs. der er fiskeri forbudt, så der er mange fisk. Her fodrede vi fiskene, og der kom mindre fisk og store Blue Cote (blå torsk), foruden ænder, måger og en enkelt stor lappedykkeragtig fugl.

Til aften bliver vores campingbord taget af naboen, som viser sig også at være en dansk familie. (Det ville en NZ-familie aldrig finde på. De er meget venlige og dannede på en afslappet måde). Det gør vi høfligt opmærksom på, og vi bliver alle enige om, at det da er hyggeligt at spise sammen. Så får vi igen udvekslet rejseoplevelser. Merle og Oscar får leget til efter sengetid igen, og så udveksler de mailadresser og hjemmeadresser. Det er de første danskere, som bor tæt på os – Østerbro. Ellers er alle andre fra Jylland. Theo er glad og har en dejlig dag (igen). Han måler 70 cm. I går købte vi et målebånd, så nu mangler vi bare en vægt.

2                    Dagen bød på ændring i planen. Vi skulle have været til Kaikoura for at se på hvaler. Monica ringede i forvejen for at bestille, og fik her at vide, at Theo ikke må komme med af sikkerhedshensyn. Da turen tager 3 timer, og der stadig kun går ca. 2 imellem Theos måltider, så vil Pernille ikke binde an med at skulle passe Theo imens. Vi bliver i stedet enige om at gemme hvalturen til sidst på rejsen, hvor Theo helt sikkert er på andet end modermælk. Selvom vi således stadig kan glæde os til oplevelsen, bliver især Monica skuffet. Det påvirker humøret at vi bliver nødt til at vende autocamperen den anden vej, men det gør vi så. Vi tager den smukke vej fra Picton til Nelson, via Queen Elisabeth Road. Det tager os ca. 3 timer.

Anita har berettet om, at Nelson ville være et gensyn værdigt. Det forstår vi godt. Her er smukt med mange blomster. Og byen virker indbydende. Her er mange butikker, og vi havde et par ting på ønskesedlen, som måske også kunne dulme skuffelsen fra tidligere på dagen. MEN NEJ! Det er åbenbart en slags helligdag, for butikkerne lukkede kl. 14, så det nåede vi ikke. Vi ser således en halvdød by. Nå, men vi blev sultne og fandt en cafe. Her bestiller vi mad, som viser sig at være fyldt med hvedemel (vi glemte at sige det, men nogle retter har vi blot ikke fantasien til at forestille os, at der kan komme hvedemel i – og sådan bliver vi hele tiden klogere) Det var vist bare ikke vores dag. Vi kunne dog godt grine af det! Vi tog et billede af en plante, som meget godt beskrev dagen – og især hvordan Monica havde det!

Vi sluttede dagen af med en tur i poolen for Merle og Monica. Merle er simpelthen blevet så dygtig til at svømme. Pernille legede med Theo og melder stolt, at han træner meget flot på at kravle – han gør det rigtige forarbejde. Stabilitetstræning først og så mobiliteten bagefter.

3                    I dag går turen til udkanten af Abel Tasmans nationalpark, hvor vi skal på tur dagen efter. Pernille har fundet en campingplads i Kaiteriteri, som er meget stor med plads til mere end 400 autocampere. Da vi når frem finder vi ud af, hvorfor en campingplads kan være så stor. Den ligger lige ned til en fantastisk strand med klipper i vandet og den er omgivet af bjerge. Det findes ikke smukkere og bedre i NZ, påstår campejeren. Det er selvfølgelig ikke helt objektivt, men indtil nu må vi give hende ret. Her er overordentligt smukt!!! Merle og Pernille fik sig en dukkert, og da det var blevet sent på dagen kom sandfluerne. Så Monica måtte nøjes med at se på og glæde sig til at komme i dagen efter.

 

På vej hertil havde Pernille fundet en vingård med en udsøgt restaurant. Her skulle vi spise frokost, og sikken en god ide. Vi endte med 3 retter hver især, og det hele var meget, meget lækkert. Pernille fik et glas hjemmelavet vin til maden. Det hele løb op i små kr. 500,-. Det er helt klart det dyreste, vi har præsteret, men stadig meget billigere end i DK. Det er nok ca. halv pris standarden taget i betragtning.