Vinteren kom meget tidligere i år end sidste år, og den første sne faldt midt i november måned, så vi kunne allerede tage på sæsonens første skitur d. 1. december.
Denne gang var det en endagstur til Flumserberg ved Walensee i Østschweiz.
Flumserberg skiterrænet ligger i 1300-2222 m højde og har samlet 65 km pister, så det er jo fint til en endagstur på ski.
Vi stod meget tidligt op, så vi kunne være på pisterne ved 9-tiden i Flumserberg. Turen gik over Zürich, og der var heldigvis ikke meget trafik så tidligt på dagen, så vi ankom til Flumserberg i god tid. Vi tog liften fra Unterterzen ved Walensee op i terrænet. Her fra gik det fra mellemstationen ved Tannenboden i 1400 m højde videre op mod Maschgenkamm i 2020 m højde.

Skikortet skal lige studeres inden turen starter.
Herefter stod sæsonens første skitur for døren, og den nød vi rigtig, for sneen var god, og der var den mest fantastiske udsigt herfra ud over alperne og Walensee.

Udsigten over alperne fra toppen.

Udsigten i den anden retning mod Walensee

Her ses Allan og i baggrunden Walensee.
Vejret var godt fra morgenstunden, men skyerne kom desværre nærmere og nærmere i løbet af dagen. Vi spiste dog frokosten udenfor på en restaurant i solskin, og det er jo herligt, når man kan nyde udsigten til bjergene og pisterne.
Om eftermiddagen blev der overskyet og det blæste lidt, men vi fik alligevel en god dag på ski. Sneen var god og der var nok, og der var ikke ret mange mennesker på pisterne, så det var jo herligt.
Her er lige nogle flere billeder fra vores skitur:



|